Advent. Indadvendt. Under dit tynde hår,

ser jeg dit ansigt, som om du var barn i går.

Tiden har tegnet det.

Og i hvert ansigtstræk

smiler et lille barn alderens træthed væk.

Dette digt er skrevet af Halfdan Rasmussen, og hører til i samlingen af hans julekalenderdigte til voksne.

Digtet har en eftertænksom og lidt vemodig tone, og beskriver Halfdan Rasmussens kærlige blik på en gammel kone. Måske var det hans egen gamle mor, og hendes livserfaring, som han tænkte på? Ordene advent og indadvendt forbinder sig i digtet med hinanden, som om de var i familie. Og adventstiden har da også noget indadvendt og fortroligt over sig.

Adventstiden er i kirkens sammenhæng en forberedelsestid, hvor vi tænder lys og venter på fejringen af Jesu fødsel under den store stjerne en december nat. Adventstiden vil give plads til det indadvendte og til eftertænksomheden inden den store fest.

Udenfor vores hjem er naturen gået i dvale. Naturens cyklus består også i, at vinter er hviletid, mens frø og kerner venter i jorden, finder fornyet kraft og bryder frem, når foråret kommer. Mennesker kan også længes efter dvaletid, ro og fordybelse. I kirkeårets adventstid har vi tekster og smukke salmer, som vender opmærksomheden mod tidens fylde: Mod det som var i fortiden; mod det som er nu i vores tid - og mod det som skal komme. Der er spor af gamle drømme og længslen efter en ny tid. Vi tænder lys i kransen, og lyset intensive- res for hver søndag i advent indtil det smukke lysskær smykker hele krans og juletræ. Sådan er adventstiden. Tit sker det, at adventstidens indadvendte eftertænksomhed bliver overdøvet eller overhalet indenom af hektiske juleforberedelser: Julefestivitas, julepynt og julesødt tromler ind over os i diverse butikker allerede i slutningen af september – ja, længe før vi har taget afsked med efterår og bladene på træerne og milevidt fra adventstid.

Den form for julefestivitas kræver sit, og det er ikke så lidt. Den vil have glitterstads, indkøb, godter, gaver, hygge, bjældeklang, æbleskiver og masser af sociale aftaler i kalenderen. Det kan være dejligt alt sammen i rette doser, og allerbedst når julehumør får vores øjne til at lyse op. Dog, den tidlige julefestivitas kan også bringe afmatning og træthed, så den ægte juleglæde i juledagene har svært ved at indfinde sig. Vi har fået så travlt. Særligt i december og også i juledagene. Den 27.december kan vi så høre hinanden sige: ”Godt, at der nu er lang tid til, det bliver jul igen”.

Måske kan vi selv gøre noget, for at undgå matheden. Forventningsafstemme og skrue lidt op og lidt ned. Midt i den hektiske før-jul-festivitas kan vi længes efter ro, tusmørke, ja, lidt indadvendt adventstid – så der også er tid til pauser, inden den ægte julefred fylder rummet ud.

Der er et udtryk, der hedder ”den blå time“. Det er den time på dagen, hvor tusmørket tager til, og vi måske kan få tid til at sidde lidt og lade roen falde på, inden det igen går løs med praktiske gøremål. Den blå farve forbindes ofte med den milde melankolis farve. Eller med musikgenren The Blues - de dybere blå toner, der stemmer sindet – som Billie Holidays smukke sange ”Fine & mellow” og ”God bless the child”.

Adventstidens farve i kirkeåret er ikke blå, men lilla. Der er traditionelt lillafarvede bånd på kirkens adventskrans. Lilla er farven midt imellem blå og rød. Lilla er længslens, skumringens og drømmenes farve. Det er den farve, der i kirkeårets sammenhæng er forbeholdt adventstiden og fastetiden. Og mens vi nærmer os julens fest, og mens mørket tager til, så kan vi også holde inde og gøre plads til ”den lilla time” – der for- ener det varme røde med det eftertænksomme blå. ”Den lilla time” - hvor vi har tid til at lade advent fylde og genkalde barnets enkle glæde inde i os selv og bag alderens tegninger på vores hud. Glæden, der spirer fra vores fælles grundfortælling: Stjernen over Betlehem, barnet i en simpel krybbeseng, kærlig-

heden der blev født på jord, englesangen, freden og lyset i mørket.

Mens vi venter på juleglædens ro, så synger vi med på de smukke adventssalmer som ”Vær velkommen, Herrens år”, ”Blomstre som en rosengård”, ” Gør døren høj, gør porten vid”, ”Se, min engel”, ”Det første lys er Ordet”, og vi oplever børnekorets Luciaoptog i kir- kerummet.

Vi kan også læse lidt videre i Halfdan Rasmussens kalenderdigt til netop Luciadagen:

Grå er du blevet, men Gråt har sit eget skær,

Roligt som snelys bag vinterens nøgne træer.

Advent. Indadvendt. Stadig forventningsfuld.

Barndom og alderdom. Muld over muld.

Med ønsket om en glædelig adventstid og kommende julefest

Heidi