Døbefonten

I dåben dyppes man ned i den store kumme, i løvens krop, og forenes på mystisk vis med denne løve, som her er symbol på: Kristus, Messias, løven af Juda, Den sejrende (1. Mos., kap. 49, v. 9).

Fonten her i Skibet Kirke hører til en stor gruppe, der benævnes efter hovedmotivet: De østjyske Løvefonte, og som findes fra vor egn og op til Limfjorden. Vi har i Skibet et meget stort eksemplar af gruppen.

På den ene side ses mellem løvekroppene en due, der daler ned. Den har et blad i næbbet. Det fører tanken hen på duen, der meldte Guds fred efter de vældige vande, og på duen, Helligånden, ved Jesu dåb, Guds velbehag.

Fontens fod har kvadratisk grundflade. Billederne på fodstykkets sider er ikke så lette at få fat på og tyde, fordi fonten er sænket et stykke ned under gulvets niveau, men det ser ud til at være griffe.

I øvrigt har fonten øverst en vulst, hvorunder ranker af akantusblade slynger sig hele vejen rundt.

Dåbsfadet

At dyppe (= senere døbe) barnet i fontens kumme gik af brug i tiden efter reformationen (1536), og der blev anskaffet dåbsfad af messing. Mange fade kom fra herregårdens husgeråd og havde verdslige motiver. Andre blev anskaffet, især fra Nürnberg eller Holland. Vort, fra o. 1575, er et af de ret almindelige fra Nürnberg. Det har i bunden det meget anvendte billede af Marias bebudelse.

Døbefontens placering

Oprindeligt har døbefonten stået midt mellem de to indgange. Alle, som gik ind i kirken, måtte derfor gå forbi døbefonten. På vej ind i kirken stirrede over mandsindgangen et ondt og lurende væsen på kirkegængerne. Det var løven på tympanonen. Herefter så de et menneskeligt ansigt på døbefonten. Og som døbefonten er dannet, var det muligt fra begge indgange at se det samme. Nemlig et ansigt med to løvekroppe, der er udhugget på fontens sider.

Da man o. 1630 fik faste stole til folk, var det uhensigtsmæssigt at have døbefonten nede ved indgangen. De udhugne billeder må - ligesom vægmalerierne - efterhånden have mistet deres betydning, som oplæsningen på dansk af skriften og prædiken tog form.

I mange kirker flyttedes fonten op i koret i krogen bag triumfvæggen, således også her. Der havde den sin plads til 1914, men blev så "flyttet fra skammekrogen bag korvægen" til den nuværende plads, skriver sognepræst Steffen Trier i embedsbogen.